Working Class Heroes

– video projektion i Damaskus 2010 

Overalt i Damaskus tonede billedet af præsidenten Al-Assad frem på byens facader og billboards. For at etablere et modspil til dette ensidige udtryk var projektets ide at portrættere gadesælgerne i Damaskus og lade dem optræde i en videoanimation, som satte fokus på deres individualitet. Ved at inkorporere bygninger i Damaskus var Working Class Heroes synlig for alle og tilførte samtidig stedet en ny rumlig dimension.

Ideen var at vise 50 forskellige portrætter, som i en humoristisk understated form kom helt tæt på de portrætterede gadesælgere.

De portrætteredes navne indgik i animationen, og i samspil med portrætterne opstod en labyrintisk fortælling, hvor gadesælgere i Damaskus var hovedrolle-indehaverne i et moderne 1001 nat eventyr.

Konkret baserede projektet sig på en række portrætter af gadesælgerne i Damaskus, som blev videoprojiceret op på en række facader i byens centrum, tæt på Citadellet og hovedsouqen Al Hamidiyeh.

Damaskus er med sine omkring 5 millioner indbyggere hovedstaden i Syrien og regnes for at være verdens ældste by. En multikulturel smeltedigel med en intensiv gadehandel. Pladsen ved siden af hovedsouqen Al Hamidiyeh har en livlig trafik af gående og var derfor et ideelt valg til videoprojektionen.

(Videoprojektionen blev stoppet af sikkerhedspolitiet).