Tekst af Mikael Wivel, kunsthistoriker, dr.phil

Hanne Lise Thomsen arbejder med det iscenesatte fotografi, og det gør hun i langt højere grad udenfor kunstscenen end indenfor. Det er ikke så meget det forberedte publikum, hun vil have i tale, som det er det uforberedte – dét der færdes ude i det virkelige liv, på gader og stræder. Derfor foretrækker hun også storbyen som baggrund for sine billeder – det være sig København, Damascus eller New York – hvor hendes fotografier, via en projektor, bliver blæst op i gigantiske formater på udvalgte facader, udvalgte steder, hvor mennesker kommer og går.

Der blændes først op, når mørket er faldet på og fotografierne kan stå og lyse i natten. Størrelsen gør, at ingen kan undgå at lægge mærke til dem – og budskabet er til enhver tid så enkelt, at det kan opfattes selv fra et forbipasserende tog. Det sidste var tilfældet på Kvindernes Kampdag i 2003, hvor Thomsen benyttede den store kornsilo over for Nordhavn Station som skærm for et slideshow, hun kaldte Kvinder for fred. Det kørte kun den ene dag – og kun i syv timer.

Der var tale om en protest mod de mange krige og konflikter rundt om i verden og mod den galopperende oprustning, der er med til at holde dem i gang. Men også om et alternativ til de brutale billeder, vi dagligt får serveret af tv-aviserne. Portrætter af kvinder af forskellig alder og nationalitet afløste således hinanden igen og igen på siloens sider og dannede til sammen et græsk kor, der på indtrængende vis forsøgte at fastholde fornuftens stemme i en forrykt verden.

Samme idealisme prægede den projektion, hun lavede til New York i 2005. Det var op imod Jul, og det var portrætter af hjemløse det gjaldt. Thomsen benyttede denne gang to brandmure tæt ved hinanden som sine skærme. Den ene viste portrætterne, den anden en tekst, hvor de portrætterede ønskede alle en rigtig Glædelig Jul. Ironien var skarp, for overalt i den store, glitrende by var der jo reklamer i tilsvarende kolossalt format, hvor forskellige firmaer ønskede forbrugerne akkurat det samme.

I 2006 var det flygtninge, Thomsen fokuserede på, og projektionen blev vist i seks danske byer. Der var tale om en vekslen mellem nærbilleder af ansigter og korte tekststykker, der fortalte hvorfor de pågældende var flygtet til Danmark fra deres fædrelande. Ved således at fokusere på den enkelte og dennes individuelle historie, demonstrerede Thomsen, at selv om flygtningenes historier var indbyrdes forskellige, var de også beslægtede, og selv om deres skæbne var mere tragisk end gennemsnitsdanskerens, var de også mennesker ligesom os.

Thomsens seneste projektion er hendes hidtil største og mest ambitiøse. Inside out kaldte hun den, og den blev afviklet over to aftener i august 2009. Det var Abel Cathrinesgade og Victoriagade på Vesterbro i København, der lagde rum til – altså et mere beskedent eller intimt bymiljø end tidligere. Projektionen havde da heller ikke samme målrettede, politiske ærinde som de ovennævnte, men skulle snarere ses som en altfavnende gestus. Den omfattede ikke mindre en 60 diasprojektorer og var blevet til i nært samarbejde med de mennesker, der boede i de pågældende gader. Billederne, der blev vist, var valgt ud af beboerne selv, fra deres familiealbums, og viste karakteristiske scener fra hjemmelivet, og her såvel af børn som af voksne. Projektionen viste således udendørs, hvad der gik for sig inden døre – deraf titlen.

Projektorerne stod i vinduerne hos de enkelte og kastede lysbillederne over på den modsatte husmur, uanset om denne var blank eller forsynet med vinduer. For at få billederne til at stå så klart frem som muligt, havde Thomsen overtalt kommunen til at slukke for gadebelysningen de pågældende aftener, og det medførte at man som betragter i langt højere grad end normalt fornam mørket mellem husene som en tilstand. De vekslende billeder der oppe kastede dog lys nok ned til, at man kunne orientere sig, og de skabte på forunderlig vis en stemning, der vekslede mellem det intime og episke. Gaderne var pludselig som fortryllede, og stedets ånd trådte tydeligt frem. Man følte sig hjemme og i en mærkeligt smuk samhørighed med de mennesker, der levede deres liv og havde deres udkomme her.

Hanne Lise Thomsen er en anfægtet kunstner med stor, social bevidsthed. Hun er overbevist om, at man ikke bare kan lave billeder af hvad som helst, men at man til stadighed må have et lødigt ærinde og søge en sandhed, der ligger uden for én selv. En sandhed, der også angår andre. Uden at blinke konfronterer hun derfor den enkelte med væsentlige temaer i tiden, i den tro at budskabet vil blive opfattet i samme ånd, som det er afsendt.

Hun skriver sig på den led ind i en stærk, dansk tradition for såkaldt social kunst, hvor hun med sin medmenneskelighed knytter forbindelsen tilbage til glimrende kunstnere som Peter Hansen, Aksel Jørgensen, John Christensen, Sikker Hansen og Palle Nielsen. Kun betjener hun sig af et andet og mere moderne formsprog end de – og af en mere processuel tilgang, hvor hun har mange medspillere, og hvor vejen fra idé til værk er en integreret del af det skabende arbejde.