Det nære i det fjerne

Hanne Lise Thomsens anvendelse af fotografiet

Mette Sandbye Institutleder, professor

Der klæber til fotografiet en forestilling om det som sandt; som et direkte vindue til verden, som et objektivt billede. Der er for så vidt noget om snakken. Siden offentlighedens måbende begejstring over den franske opfinder Louis Daguerres lancering af det, han kaldte ”Daguerreotypiet” i 1839, har vi jo været fascineret af fotografiet, fordi dets motiv opleves ”virkeligt” på en helt anden måde, end for eksempel en tegning eller et maleri af samme motiv ville opleves. Denne forestilling har ikke desto mindre samtidig hæmmet vores forståelse af, hvad det egentlig er, fotografiet kan og gør. For fotografiet gør meget mere end blot at agere dokumenterende ”vindue mod verden”. I en kunstnerisk sammenhæng møder vi oftest fotografiet som et indrammet billede på en museums- eller gallerivæg – i sort-hvid eller i farver. Sådan arbejder Hanne Lise Thomsen ikke. Men hendes vidtfacetterede og i en dansk kunstnerisk sammenhæng ret enestående anvendelse af det fotografiske medium – som billboards, plakater og lysprojektioner i det offentlige rum – sætter os på sporet af, hvad dette ”meget mere” er i fotografiet.

Faktisk var Daguerre (1787-1850) amatørtryllekunstner, amatørvidenskabsmand, scenetæppemaler og lysmester, og så havde han i 1822 åbnet sit Diorama; et forlystelsessted hvor malede baggrunde illumineret af forskellige lyseffekter tryllebandt tilskuerne og hensatte dem til en anden verden end deres parisiske hverdagsliv. Det var det, der var baggrunden for hans lidenskab for fotografiet, mere end det var interessen for dets dokumenterende objektivitet. For Daguerre var verden ikke et statisk sted, men en konstant foranderlig, overraskende størrelse, hvilket han søgte at vise med Dioramaets fantastiske lyseffekter.

En af fotohistoriens tidlige, helt store folkelige succeser var stereoskopfotografiet, hvor to fotos taget en ganske lille smule forskudt betragtes gennem en særlig brille, og billedet derved opleves tredimensionelt, magisk nærværende. Denne fotografiske billedteknologi havde sin storhedstid i perioden 1860 til 1890. Den tyske kulturfilosof Walter Benjamin (1892-1940), som i flere tekster har skrevet nuanceret om, hvad det egentlig er fotografiet kan, skriver om sin barndoms oplevelse af stereoskopfotografiet i teksten ”Kejserpanorama” fra bogen Barndom i Berlin omkring år 1900. I teksten hæfter Benjamin sig ved barnets oplevelse af en magisk frembringen af det fjerne i det nære. Han formulerer det som en erkendelse af historiens ubevidste, upåagtede sider, som netop kan opdages og fastholdes af det åbne, barnlige sind. Igennem stereoskopet kigger Benjamin på fotografier af “byernes spejlklare vinduer”. Vinduerne er tavse, indtil den stereoskopiske teknologibrille bringer fotografierne til live. Det opmærksomme sind vil da kunne fralokke både vinduerne og fotografierne historier.

Den længsel, stereoskopfotografierne fremkalder i den lille Walter, fører i den voksne Benjamins beskrivelse til, dels at man flytter focus og ser på en anden og ny måde, dels at den egentlig fører ”hjem”, som han skriver. For det fjerne er først interessant og betydende, når det bringes sammen med det nære. Det opmærksomme sind kan fralokke fotografiet historier farvet gennem den specifikke erfaring, som også “billederne fra min storbybarndom måske [er] i stand til at gribe senere historiske erfaringer i mit indre”, som han skriver et andet sted i Barndom i Berlin omkring år 1900.

Denne stereoskopfotografiets magiske evne til at bringe det fjerne og det nære sammen og få os til at reflektere over sammenhængen, som han beskriver i Kejserpanorama-teksten, er essentiel fotografisk. Man kan tilføje, at ordet fotografi simpelthen betyder lysskrift. Fotografiet som medie er en måde at betragte historien på, som implicerer en ”stereoskopisk” sammenføjning – eller sammenskrivning – af fortiden og nutiden som magisk og længselsfremkaldende billede, der i heldige tilfælde befordrer en historisk erkendelse, for at bruge en typisk ”benjaminsk” terminologi. I det hele taget er Benjamins historiefilosofi gennemsyret af en idé om, at vi må foretage nogle sommetider chokagtige standsninger i nutiden, som vi så forsøger at reflektere over gennem det fortidige – men altid med nutiden som optik. Fotografiet kan netop hjælpe os med det, hvis man – som Benjamin gør det – betragter det som et dialektisk billede.

I 1800-tallet dukkede en lang række nye synsteknologier som fotografi, stereoskop, diorama og kaleidoskop op, som alle isolerer synet som den sans, der skaber kontakten til virkeligheden og rummer et element af en magisk levendegørelse af det fjerne i det nære. En nyere teknologi som Virtual Reality ligger i forlængelse af disse tidlige opfindelser. Men hvor folk på Daguerres tid aldrig før havde oplevet et fotografi, så er vi jo noget nær stopfodret med dem i dag, i det offentlig rums reklamestrøm, på tv og på mobiltelefonen, som mange af os checker hundredvis af gange i døgnet.

Hanne Lise Thomsens mangeårige, konsekvente, undersøgende og ikke desto mindre meget sammenhængende anvendelse af fotografiet går op imod denne visuelle kultur på speed, som man kan fristes til at benævne nutiden. Hun griber snarere tilbage og reaktualiserer det syn på og den anvendelse af det fotografiske medium, som Daguerres opfindelse og Benjamins tænkning om den lagde ud med i mediets tidlige år. Og at hun så konsekvent arbejder med fotografi i det offentlige rum, gør hendes værk temmelig enestående i en dansk sammenhæng. Skal man finde beslægtede kunstnere, må man til en amerikansk kontekst med navne som Krzysztof Wodiczko og Shimon Attie, der begge i mange år og med stor konsekvens har projiceret eksempelvis portrætter af hjemløse og arkivbilleder af hverdagslivet blandt berlinske jøder umiddelbart før Holocaust op på facader i det offentlige rum. Hanne Lise Thomsen anvender både fotografier, hun selv tager, billeder taget af andre fotografer og private familiefotografier, med al den længsel, kærlighed og melankoli, der netop klæber til familiefotografiet.

Under Dronning Louises Bro på Nørrebro løber en gang- og cykeltunnel af grå beton, som de fleste suser igennem i hast. Projektet Passage bestod af en 165 meter lang sort-hvid fotomontage på papir opklæbet i tunnelen gennem august måned 2016.

Motionsløbere og cyklister måtte standse op og fordybe sig i fotografier taget af eller lånt af herboende syriske flygtninge. Den lange billedfrise vekslede mellem portrætter af individer, nutidige hverdagsscener som gule post-it-sedler for at lære dansk eller et måltid med traditionelle retter, og så gamle familiebilleder fra Syrien. Tre søstre i fineste kjoleskrud, en smuk og lykkelig kvinde på stranden i blomstret kjole, madlavning i køkkenet, et gammelt klassebillede med børn, hvis fremtid sandsynligvis ikke blev, som de drømte om netop den dag, fotografiet blev taget. På den tilhørende webside udfoldes tolv individuelle, navngivne flygtninges historie. Her fortæller Rahab om, hvordan hendes far lejede et kamera, som i hendes barndom var for dyrt at eje, og hvordan hun igennem hele livet har båret familiefotografiet med sig som noget dyrebart. I det hele taget løber der et metareflekterende spor om fotografiets betydning for erindring, identitet og erkendelse gennem projektet. Juan tager billeder i asylcentret for at bryde isolationen og kedsomheden, Husam er blevet freelancefotograf. De fleste er veluddannede, det er gået dem ganske godt, og de vil gerne give noget tilbage til Danmark, fortælle deres historier, vise deres fotografier. Midt i byens turbulente færdselsrum åbnede projektet et medmenneskeligt, etisk båret rum for eftertanke.

Hvis man en mørk aften i september 2015 gik igennem Istedgade og ned langs Gasværksvejens Skoles lange facade, kunne man pludselig støde på en op til 15 meter høj fotografisk projektion med fotografier optaget indenfor i lejlighederne hos et varieret udvalg af beboere i Istedgade. Ikke motiver fra eksotiske, fjerne egne, men dog motiver af ting, vi ikke ellers ser men ikke desto mindre kan genkende fra vores eget liv, det levede liv bag murene. Sanselige detaljer som lyset gennem et gennemsigtigt gardin set indefra eller en næsten vissen blomst, interieurer fulde af detaljer som familiefotos og nips, nærbilleder af kroppe: siddende, sovende, kærtegnende, kyssende. Motiver der bringer noget, der normalt er gemt væk fra byens mylder, ud til gadens færdende, der umuligt kan overse dem, og motiver der samtidig leder en ”hjem”, som Benjamin ville udtrykke det, fordi de betragtes og filtreres gennem egen levet erfaring og erindring. At fotografierne var lysprojektioner forstærkede deres magiske spøgelseskarakter, den gigantiske størrelse gjorde nærværet overvældende og sugede blikket til sig.

Det samme gælder for de øvrige Inside-Out-projekter, som Hanne Lise Thomsen kalder dem. I Abel Cathrinesgade og Viktoriagade i 2009 og i Inside-Out 2400 i 2012 på ni 15 meter høje beboelsesgavle på Møntmestervej i København, hvor 50 beboere var gået med til at ”vende vrangen ud” og vise sig selv og deres hjem frem i gigantiske fotoprojektioner, fra babyen der knapt kan gå men har rejst sig op ad en seng til den ældre kvinde, der kærligt kysser sin undulat.

De projekter, hvor Hanne Lise Thomsen i højere grad agerer kurator for andre fotografers arbejder frem for den bærende kunstner, er gennemsyret af den samme indstilling til og anvendelse af fotografiets særlige muligheder for fortælling og erkendelse. Billboardene i Women2003 i det offentlige rum i og omkring København og Malmø var som oftest ikke placeret på iøjnefaldende steder på centrale og spektakulære pladser men snarere på upåfaldende gennemgangsområder, togperroner, parkeringspladser, indfaldsveje og den slags ikke-steder. I 2015 sammensatte hun et tilsvarende projekt i Casablancas bymidte i Marokko, hvor de nøje udvalgte lokationer fik omgivelser og billboards til at tale sammen på overraskende måder. I begge projekter kunne man på disse tavler møde forskellige former for portrætter og skildringer af hverdagsligt kvindeliv. Fra iscenesatte og sommetider stærkt symbolske billeder til snapshotagtige, spontane familiefotos. I Hanne Lise Thomsens eget bidrag til Women2003 viste hun en stor forstørrelse af et privat familiefoto af sin gamle italienske barnepige Enrichetta Bandierini, der som 16-årig kom ud og arbejde på fabrik i Genova. Familiesnapshottet viser en smilende kvinde med badehætte i vandet ved, hvad der ligner en dansk sommerhusstrand. Den private erindring og den større socialhistorie mødes i dette fotografi, som er i sort-hvid, som de fleste af de fotografier, Hanne Lise Thomsen arbejder med. Det sorte-hvides stærkt reducerede farveskala er et greb, der i højere grad end farvefotografiet fremmaner fotografiets magi som en flertydig repræsentation af noget, frem for den blotte virkelighed, som vi møder med øjet.

Skønt Enrichetta Bandierini ser sorgløs ud på fotografiet, repræsenterer hun en uheroisk kvindetype, som vi sjældent ser fremstillet, og slet ikke på et reklamebillboard i det offentlige rum. De portrætterede i Hanne Lise Thomsens projekter er alle sådanne uheroiske typer: hjemløse i New York, syriske flygtninge, asylbørn, beboere i boligområder, som oftest betegnes som udsatte eller tilhørende socialklasse fem, gadesælgere i Damaskus, kvinder der portrætterer sig selv i det offentlige rum i muslimske kulturer, hvor den slags sjældent – om overhovedet – forekommer.

Et fotografi er et møde mellem fotograf, fotograferet og betragter og dets betydningstilblivelse opstår et sted mellem denne trekant. Hanne Lise Thomsen viser det levede hverdagsliv på mange forskellige måder; gennem interieurer, lydoptagelser med folk, små upåagtede hverdagslivsdetaljer. Men mest genkommende er det fotografiske portræt, hvor fornemmelsen af et møde er allerstærkest. Hvor vi ser på et andet menneske. Ansigt til ansigt.

Mødet med den anden i Hanne Lise Thomsens fotografier foregår i langsomt tempo. Pionerer som Daguerre og senere Benjamin betragtede fotografiet som et medium udspændt mellem magi og realisme, mellem affektfremkaldelse og historisk indsigt, og begge havde blik for fotografiets enorme potentiale for at skabe møder mellem folk, der på én gang får os til at drømme og blitzagtigt vågne op til refleksionen, som Benjamin formulerer det. I dag lever vi i en digital billedkultur, hvor vi dagligt bombarderes af en mængde fotografier, som vi næppe når reelt at se, mærke og reflektere over. Netop derfor er det betydningsfuldt ikke blot at spørge ind til, hvad det egentlig er det fotografiske medium kan, men også at udnytte den helt særlige artikulation af fortidspåkaldelse i nutiden, fravær og nærvær, det personligt erfarede og erindrede koblet til en konkret, politisk og også historisk virkelighed derude, hos udsatte grupper, i sociale lag eller steder i verden, som vi normalt ikke konfronteres med. I Hanne Lise Thomsens mangeårige arbejde med fotografier i det offentlige rum inviterer hun os med stor præcision ind i dette særlige fotografiske mulighedsfelt